Hvor mange kerner og hvor meget hukommelse til hvilket arbejde

Dette er det hyppigste spørgsmål, når en ny maskine bygges, og det har ikke ét rigtigt svar, for svaret afhænger af arbejdets art. Alligevel falder opgaver i få familier, og hver familie har sin egen flaskehals.

Hvorfor det skader at give for meget

At give en maskine flere kerner, end den har brug for, gør den ikke hurtigere. Ekstra vCPU forlænger køen på serveren, og hver gang maskinen vil køre, venter den på, at flere kerner bliver ledige samtidig. Med hukommelse er det det samme: tildelt hukommelse tæller som taget fra værten, også når den ikke bruges rigtigt, og den er lukket for de øvrige maskiner.

Arbejdets art sætter flaskehalsen

En medieserver vil have omkodningskraft snarere end kerner; med hardwareacceleration er to kerner nok, uden den hjælper intet antal kerner. En database er følsom over for disklatens: en hurtig disk og en egen IO-tråd betyder mere end ekstra kerner. Omvendte proxyer og små paneltjenester beder om næsten intet og kører i årevis på én kerne og lidt hukommelse. AI- og billedarbejde vil det modsatte: uden et videresendt grafikkort kører de alligevel ikke meningsfuldt, og deres hukommelsesbehov er stort.

Startreglen

Giv lidt, mål, hæv derefter. At tilføje en kerne til en kørende maskine er som regel let; at tage en tilbage betyder at fjerne en ressource, der er blevet vane. For hukommelse gælder samme vej, og hukommelse er den ressource, der først slipper op på værten.

Beslut ikke uden at måle

Hvad en maskine i virkeligheden har brug for, viser sig efter nogle dages drift. Første dags skøn er kun et udgangspunkt; den egentlige beslutning kommer fra en måling under belastning.