Beholder eller virtuel maskine: forskellen i én sætning og dens fire følger

Du skal køre noget nyt på Proxmox, og der er to muligheder. Begge kører et Linux, begge står side om side i panelet, begge ser ud til at gøre det samme arbejde.

Valget træffes som regel af vane omkring ressourcer: "en beholder er lettere". Sandt, men det bør ikke afgøre.

Forskellen rummes i én sætning: en virtuel maskine medbringer sin egen kerne, en beholder bruger serverens. Alt, hvad du behøver at vide, følger af den sætning.

Første følge: hvor grænsen går

Den virtuelle maskines grænse trækkes af hardwaren. Beholderens grænse trækkes af serverens kerne.

Det betyder ikke, at en beholder er "svag"; det siger hvor grænsen går. Vil en fejl i software inde i en beholder nå serveren, skal den forbi serverens egen kerne. I en virtuel maskine skal den forbi en mur på hardwareniveau.

Det praktiske spørgsmål lyder: hvor meget stoler du på det, du skal køre? Til en tjeneste, du selv har skrevet eller brugt i årevis, passer en beholder fint. Til noget hentet, du ikke helt gennemskuer, er en virtuel maskine et bedre sted.

Anden følge: ikke alt kan køre i en beholder

Intet, der kræver sin egen kerne, kan køre i en beholder. Software, der vil have en anden kerneversion, et værktøj, der indlæser kernemoduler, et styresystem, der ikke er Linux: alle kræver en virtuel maskine.

Det er ikke en smagssag, det er en direkte følge af sætningen ovenfor. Bruger en beholder serverens kerne, kan du ikke bede den om at skifte den kerne.

Tredje følge: vedligeholdelsen rører dem forskelligt

Dette er den mindst kendte følge og den, der lettest gør ondt.

Opdaterer du motoren til virtuelle maskiner, bliver kørende maskiner ikke berørt. Den nye motor gælder maskiner, der startes efter den opdatering. En vedligeholdelsesnat kan altså gå stille hen over dine kørende maskiner.

Opdaterer du beholdernes kørelag, kan kørende beholdere blive berørt, for de deler alle det lag. Under opdateringen kan det delte fillag blive monteret igen, og korte adgangsfejl kan dukke op inde i beholderne.

Dette er ingen produktholdning, det er den direkte følge af den samme ene sætning: opdaterer du noget delt, mærker alle, der deler det, det.

Fjerde følge: bevægelsesfriheden

En virtuel maskine kan flyttes til en anden knude, mens den kører. En beholder kan ikke: den lukkes ned, flyttes og startes igen.

Ligger arbejde, der ikke tåler afbrydelser, altså i en beholder, vil det arbejde stå stille på vedligeholdelsesnætter. Det hører med i vægtskålen, når du beslutter placeringen.

Den praktiske regel

Vælg en beholder, når det, du kører, er en almindelig Linux-tjeneste, du ellers kunne køre på serveren, når du stoler på den, og når den kan tåle en kort afbrydelse.

Vælg en virtuel maskine, når en egen kerne er nødvendig, når den ikke må afbrydes under vedligeholdelse, eller når du ikke helt stoler på det, du kører.

Ressourceforskellen kommer efter disse tre prøver. At en beholder bruger mindre hukommelse er sandt, men prisen for en beholder det forkerte sted overstiger den besparelse mange gange.

Hvad Atlas gør

Atlas bærer dette skel ikke som et slogan, men som adfærd.

I vurderingen af opdateringer behandles motoren til virtuelle maskiner og beholdernes kørelag hver for sig. Opdateres maskinmotoren, ligger svaret for kørende maskiner på informationsniveau: de bliver ikke berørt, den nye motor gælder dem, der startes senere. Opdateres beholderlaget, stiger niveauet til advarsel, og grunden skrives ud: det delte lag kan monteres igen, overvej at standse kritiske beholdere kortvarigt.

Det samme skel dukker op i flytteplanlægningen: for beholdere tilbydes flytning under drift ikke som et valg, i stedet nævnes kæden luk ned, flyt, start.

Produktet fremstiller altså ikke de to som "to varianter af det samme". De opfører sig forskelligt, derfor beskrives de forskelligt.